Uddrag fra bogen

Forfatter og journalist
Birgit Meister spørger i bogen:

Behøver døden være et tabu?
Man håber jo på mange måder, at man kan svare nej til spørgsmålet. Det behøver den ikke. Men man må også respektere, at sådan kan alle slet ikke svare. For mange, mange mennesker er døden uendelig svær at tale om. Måske fordi man aldrig har haft en tradition for det, måske fordi man aldrig har set er dødt menneske og oplevet hvor fredfyldt det kan være, måske bare fordi døden forekommer som en så umådelig voldsom størrelse, at man simpelthen helst vil undgå at lukke den ind i sit liv.

Men det er jo i virkeligheden ikke et valg man har. Døden er en del af livet, er der mange, der siger. Og måske kan bevidstheden om, at livet, som vi kender det, en dag får en ende, ligefrem lede frem til en taknemmelig glæde over tilværelsen, en bevidsthed om den værdifulde hverdag, et ønske om at gribe øjeblikket og suge det til sig. I et frugtbart samspil med andre mennesker. I livets tæppe er der både lyse og mørke tråde.

Læs mere i bogen…





Bedemand
Nils-Peter Holm:

Skriver blandt andet om samlerne: Når vi står med de tomme hænder, og tager afsked med en af vore kære, er det for alvor, at vi fattes ord. Ordene har det ligesom med ikke at være gyldige nok, store nok, rummelige nok.
Vi evner kun små, korte sætninger. Vi går hele tiden i stå. Vi standser op, måske vi græder, måske vi mindes, måske vi tænker efter vort liv sammen med den døde. Måske vi har ondt helt ind i sjælen af det, den døde måtte igennem inden døden forløste det hele.
Når vi står der ved den dødes seng eller kiste – hvad kan vi gøre, sammen? Eller alene?
Vi har den mulighed at få hjælp ud af de store ord og sætninger andre har tænkt og skrevet til os. Ord, der har overlevet alle tider, alle slægter, alle tendenser. Ord, der kan bære det, som virker så ubærligt.

Læs mere i bogen…





Filosof
John Engelbrecht:

Livet rummer mange ”goddager” og ”farveller”. De store goddager er som regel højdepunkter som fødsel, kærlighed, ægteskab, partner, arbejde etc. De store farveller er oftest smertelige og fulde af sorg, ja måske ligefrem ubærlige. Det kan være foranlediget af skilsmisse, dødsfald, sygdom, ulykke, eller når vi selv skal til at sige farvel.
Men døden kan også være lys og lykkelig. At dø lykkelig og mæt af dage med visdom, ynde og værdighed. Findes der nogle gode anvisninger på, hvordan det vil være godt at indstille sig på døden? Ja, jeg synes, at man kan lære meget og læse meget klogt herom. Feks. Patricia Tudor – Sandahls bog ”Den tredje alder”. Allerførst må vi nok indstille os på, at døden kan vi ikke kontrollere. Den har vi ingen magt over. Men måden, vi møder den på, er altafgørende.

Læs mere i bogen…




Sognepræst
Kirsten Jørgensen skriver om hvordan ritualet kan hjælpe os.

...Heldigvis kommer de fleste tårer i kirken af sorgen over at have mistet et menneske, som var en stor og god fylde i de efterladtes liv. Afskeden er et farvel til et langt venskab, et solidt arbejdsfællesskab, et godt ægteskab, et smukt kærlighedsforhold. Det er farvel til en mor, far, søster, broder, søn, datter, ven, veninde. Gråden er beklemtheden og rådvildheden over ikke at vide, hvordan livet dog skal kunne leves uden den døde. I den gråd er der en dyb viden om at have modtaget noget stort af det menneske, der nu ikke længere kan give mere.

Læs mere i bogen…




Sygehuspræst
Preben Kok fortæller om hvordan man skal turde at give slip på kontrollen og slappe af.

Tro betyder for mig ikke underkastelse. Jeg tror på trods. Ved dåben siger vi, at hvis ikke man modtager Guds rige som et lille barn, så kommer man slet ikke ind. Det er et billede de fleste kender, men for mange er det et glansbillede, et billede på kirkens hellighed. Man ser en velfriseret femårig i matrostøj, der spankulerer ind gennem perleporten uden at kny, men barnet i det billede opfører sig jo slet ikke som et barn, men som en lille voksen. Det er et glansbillede jeg gerne vil bryde med. For hvad er et lille barn? Børn er jo ikke sådan nogen søde engle, der bare gør som der bliver sagt. Børn kan være både egoistiske og krævende. For mig er barnet i billedet et 18 måneder gammel barn, der kl. tre om natten står og rusker i sin tremmeseng og skriger. Det er tørstig, og det skriger. Og forældrene accepterer, at det skriger, de har ikke engang behov for, at barnet forklarer, hvad det vil. De ved godt, hvad det savner og kan finde ud af, hvad der skal gøres. Det, der ligger i dåbens ord, er ikke at vi skal tage det artige matrostøj på, når vi nærmer os perleporten. Det betyder, at hvis vi i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane, som et lille barn er spontant, hvis ikke vi skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi ikke Guds storhed.

Læs mere i bogen…



Journalist
Helene Dambo fortæller hvordan det er at passe sine syge mor i hendes sidste tid.

...Jeg har lukket mig inde i mit hus, mine antenner er slået ind, og omverdenen må klare sig selv. Min stol i samfundslivet er ledig. Jeg er blevet mor. Min hjerne arbejder med fundamentale spørgsmål: Fryser hun? Får hun nok at spise? Sover hun eller blunder hun kun? Trækker hun vejret? Når jeg lister mig ud af huset og ind i byens forretninger, er min radar indstillet, så jeg fluks finder tøj i den rigtige størrelse; blødt, lunt og pænt. Selv om jeg ved, at hun vokser ud af det og snart bliver for lille til at passe det, så skal hun have pænt tøj på sin krop. Jeg ringer rundt til instanser for at forberede mig på eventuelle kommende pasningsproblemer. Selv klæder jeg mig på i paragraffer og stykker, så jeg er væbnet til tænderne. Hun skal have det, der tilkommer hende. Hverken mere eller mindre. Hun har aldrig ligget nogen til last. Det må hun gerne nu.
Jeg er blevet mor for min mor.

Læs mere i bogen…




Gunni Røjkjær fortæller om sin ægtemands uhelbredelige sygdom og død.

...Livet viste ultimativt sin mest ubarmhjertige side med en smerte så stor, lidelse og sorg, som jeg tror man kun kender til, hvis man har været i det.
Sorgen, lidelsen, angsten, magtesløsheden og smerten kan ikke beskrives med ord - men føles i hjertet og hver fiber i kroppen. Min elskede - du forsvandt gradvist - og det var ubærligt - men jeg ville og skulle jo bære det! Både for din og også for min egen skyld - jeg kunne jo ikke andet...
Vores angst og magtesløshed forsvandt aldrig, men én ting er sikkert. Det er lettere at være bange, når der er nogen at dele angsten med. Når der er nogen der elsker én, vil støtte og drage omsorg for én, når der er nogen, man betyder noget særligt for og som har kærlighed og mod nok til, at kunne rumme smerten - og til at dele det levende liv med én.
Det der også har haft stor betydning i vores liv, er de professionelle mennesker vi har mødt og som har været en nødvendig del af vores hverdag. Nogen af dem har forstået at give den helt særlige omsorg og støtte, der var nødvendig for, at både Peder og jeg var trygge i den vanvittige situation, vi befandt os i. Enkelte af dem, har været så givende i deres nærvær, at de var med til at give os styrke til at leve i kaos.

Læs mere i bogen…