Fortalt til politiet - retopgørets vidner til en tolk i tysk tjeneste

298,00 kr.

Sandheden er ofte ilde hørt og det er lettere at komme afsted med løgnen. For sandheden er ofte kompleks og måske mere ubekvem end man kunne ønske sig. 
Det gælder især for episoder under og efter besættelsen, hvor retorikken var hård og uforsonlig på begge sider.

Af hensyn til nationens sammenhængskraft var der i efterkrigstiden brug for et retsopgør. Her blev der til tider malet med en meget bred pensel, og hævn erstattede fra tid til anden juridisk retspraksis.

Det er på sin vis forståeligt, at man har ønsket at ofre fjendens håndlangere ved at udpege dem som syndere, gøre deres gerninger værre og egne bedrifter større og dristigere. 

Som Børge Outze der i Information i februar 1946 med sikkerhed kunne afsløre urmager Wiboes drabsmand som værende Hammeken. Til politirapporten kunne et vidne til drabet allerede i september 1945 beskrive de to gerningsmænd og ved konfrontation afkræfte, at det var Hammeken. Men det faktum står kun i politiets rapporter og i vidnebøgerne – opbevaret på Rigsarkivets hylder. 

Rigtig mange vidnede efter besættelsen med deres oplevelser og politiet noterede beretningerne, spurgte ind til kernen, vurderede sandfærdigheden med andre udsagn – fra begge sider. Disse vidneudsagn er sandheden nærmere og afdækker mere nøgternt hvad der skete, mere end hvad pressen og erindringsudsagn er bundet af.

Under besættelsen gengav den illegale presse ofte portræt og (overdreven) omtale af Hammeken, som var ansat som tolk ved SD-tjenesten under Erich Bunke fra november 43 til kapitulationen. Derfor var mange af den opfattelse at Hammeken var gerningsmand for mere end hvad han blev dømt for. Dette giver til gengæld vidneudsagn om forhold under besættelsen fra mange sider.

Bogen er baseret på mere end 4000 sider sagsakter og udkommer i foråret 2026

Sandheden er ofte ilde hørt og det er lettere at komme afsted med løgnen. For sandheden er ofte kompleks og måske mere ubekvem end man kunne ønske sig. 
Det gælder især for episoder under og efter besættelsen, hvor retorikken var hård og uforsonlig på begge sider.

Af hensyn til nationens sammenhængskraft var der i efterkrigstiden brug for et retsopgør. Her blev der til tider malet med en meget bred pensel, og hævn erstattede fra tid til anden juridisk retspraksis.

Det er på sin vis forståeligt, at man har ønsket at ofre fjendens håndlangere ved at udpege dem som syndere, gøre deres gerninger værre og egne bedrifter større og dristigere. 

Som Børge Outze der i Information i februar 1946 med sikkerhed kunne afsløre urmager Wiboes drabsmand som værende Hammeken. Til politirapporten kunne et vidne til drabet allerede i september 1945 beskrive de to gerningsmænd og ved konfrontation afkræfte, at det var Hammeken. Men det faktum står kun i politiets rapporter og i vidnebøgerne – opbevaret på Rigsarkivets hylder. 

Rigtig mange vidnede efter besættelsen med deres oplevelser og politiet noterede beretningerne, spurgte ind til kernen, vurderede sandfærdigheden med andre udsagn – fra begge sider. Disse vidneudsagn er sandheden nærmere og afdækker mere nøgternt hvad der skete, mere end hvad pressen og erindringsudsagn er bundet af.

Under besættelsen gengav den illegale presse ofte portræt og (overdreven) omtale af Hammeken, som var ansat som tolk ved SD-tjenesten under Erich Bunke fra november 43 til kapitulationen. Derfor var mange af den opfattelse at Hammeken var gerningsmand for mere end hvad han blev dømt for. Dette giver til gengæld vidneudsagn om forhold under besættelsen fra mange sider.

Bogen er baseret på mere end 4000 sider sagsakter og udkommer i foråret 2026


Under et besøg efter krigen i Vestre Fængsel blev Arno Hammeken igen udfrittet om, hvem var det, der advarede om at hjemmet på Kempsvej 12 ville blive bombet af medlemmer fra modstandsbevægelsen den følgende nat i april 1944.

Det var hans ældste søn, der bare måtte vide det. Men trods indtrængende plagen lige fra den dramatiske dag fastholdt faderen at bevare det som en hemmelighed – han smilede bare af spørgelysten. Heller ikke før eksekveringen af dødsdommen i 1949 eller i efterladte breve blev det røbet. Meddeleren skulle ikke afsløres med deraf følgende repressalier som tak for den eksistentielle hjælp.

En aften havde Hammeken ringet til hjemmet og sagt at der næste morgen ville blive leveret nogle flyttekasser og at han havde arrangeret en flyttebil til at komme klokken tre om eftermiddagen, hvor de skulle være parate til at rykke. Husstanden bestod af moderen med i alt fire børn på 11, 7, 5, 3 år. Det nye hjem på Sønderbakken 39 i Gentofte – bygget i 1940 – var i al hast handlet af en utryg direktør for fabrikken Reofon, F. Christensen, der allerede i april 1942 stod på listen over landsskadelige personer i De frie Danske.

Læs videre i bogen …

Til kassen


Redaktør

Lotte Hammeken

Udgivelsesdato

2026

Sider

296

ISBN

978-87-92750-48-8